I det seneste nummer af Økonyt Frugt & Bær kan du bl.a. læse om, hvad der rør sig inden for den økologiske buskfrugt lige nu.

Af: Maren Korsgaard, Økologikonsulent

Blomstringen er på det sidste nu, og sætningen ser ud til at blive meget flot. Det er aktuelt at holde buskene fri for ukrudt, så de kan få vand og næring nok til at bære den store mængde bær frem til høst. Husk også at klippe de grønne baner vekselvis, så nytteinsekterne altid har blomster til rådighed.

Det er også stadig tid for at tjekke skivesvamp og meldug. Begge kan forebygges/bekæmpes med Kumulus S og Armicarb. Doseringen er 5 kg/ha. Kumulus S vil desuden have en effekt mod knopgalmider. I den nye offlabel-godkendelse til Kumulus S i buskfrugt og jordbær (fra d. 4/5-18) må Kumulus S ikke anvendes i blomstrende afgrøder, af hensyn til bier og bestøvende insekter. Der må gerne gødes med svovl, men det kræver en konsulenterklæring på svovlmangel.

Frostmålerlarver og viklerlarver
Bakteriemidlerne Turex WG og WP og Dipel DF har en off-label godkendelse til brug mod sommerfuglelarver i solbær, ribs, stikkelsbær, hindbær, aronia, hyben og blåbær. Der må maksimalt behandles 3 gange på en sæson i doseringen 1 kg/ha. Bakteriemidlerne virker bedst på helt små, livlige larver, som æder meget, og det gør de især, når temperaturen er over 15 grader. Så denne varme tid har givet mulighed for god virkning af bakteriemidlerne. Men husk de virker kun på små larver. De store larver æder relativt lidt og får derfor ikke ædt nok bakterier, desuden har de allerede gjort skade.

Kunne du tænke dig at modtage et af vores tre forskellige nyhedsbreve til de økologiske jordbrugere? Nyhedsbreve udgives 10-20 gange om året, og er altid spækket med aktuel viden. Se priser, beskrivelse af nyhedsbrevene og læs et gratis eksemplar her.